En dramatisk biljagt i Nordsjælland endte mandag aften med, at politiet måtte affyre flere skud. Det oplyser Nordsjællands Politi til Ritzau.
– For at få bilen til at standse måtte vi afgive skud mod den, fordi den var ved at vende og køre mod færdselsretningen på Helsingør Motorvejen nær afkørsel 15 i nordgående retning, siger vagtchef Dan Houtved.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreIfølge politiet blev der skudt fire gange mod køretøjet – mod bilens motor og venstre baghjul, som efterfølgende punkterede.
For at standse bilen forsøgte politibetjentene først at påkøre den, men det lykkedes altså ikke. Og derfor blev der affyret skud.
Politiet satte jagten ind omkring klokken 20.45, da en patrulje nær Kvistgård spottede bilen og opdagede, at den var stjålet. I bilen sad der to mænd.
– Men da de vil bringe køretøjet til standsning, så vælger føreren altså at sætte farten op og køre med høj hastighed ned til Fredensborg, siger Dan Houtved.
Først efter godt 10 minutters biljagt, hvor hastigheden på et tidspunkt var oppe omkring 150 kilometer i timen i en zone med vejarbejde, hvor den tilladte hastighed er 80 kilometer i timen, lykkedes det betjentene at anholde de to mænd.
Fire patruljevogne deltog i jagten. Nu venter der et efterspil i retten for de to, som blandt andet bliver sigtet for at flygte fra politiet og køre i en stjålen bil.
– Og bilen er desuden stjålet i forbindelse med et indbrud. Så vi må se, om vi også kan kæde dem sammen med det, siger vagtchefen.
Derudover venter der naturligvis de to en række sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.
Politiet forventer, at de to mænd, der begge er 29 år, skal stilles for en dommer tirsdag.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq