Forskere har opdaget et stort reservoir af smeltevand under Grønlands indlandsis.
Grundvandsmagasinet, der med 70.000 kvadratkilometer er mere end halvanden gang større end Danmark, kan muligvis give vigtige informationer om vandstigningerne i klodens oceaner, skriver BBC.
Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet Nature Geoscience.
Smeltningen af indlandsisen de seneste 100 år er en af de væsentligste årsager til stigningen i vandstandene.
Ifølge de nyeste opgørelser fra FN’s klimapanel forsvandt der 34 milliarder ton is fra indlandsisen om året mellem 1992 og 2001.
Fra 2002 til 2011 blev det forøget til 215 milliarder om året.
Vandet er lagret i luftrummet mellem partikler af is. På samme måde som juice forbliver flydende i en slush ice fyldt med knuste isterninger, forklarer forskerne.
Det overraskende fund fandt sted i foråret 2011, da flydende vand strømmede tilbage, efter at forskere havde boret ned i isen.
Vandet undgår at fryse til på grund af de store mængder sne, der falder på indlandsisen sidst på sommeren. Sneen isolerer vandet fra lufttemperaturer under frysepunktet.
Bassinet menes at indeholde op til 140 milliarder ton vand. Det svarer til 0,4 millimeter af den årlige vandstigning i verdenshavene.
Det afgørende spørgsmål, som forskerne nu søger svar på, er, hvor vandet i reservoiret løber hen. Strømmer det ud i havene, eller er bassinet et lukket system?
– Vi kender endnu ikke svaret. Det er et nyt system, som vi ikke har set før. Vi er nødt til at forstå det bedre, hvis vi skal kunne forudsige stigninger i havvandet, siger Rick Forster, professor ved University of Utah, en af personer bag fundet, til BBC.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq