Årets dyreste villa kostede 45 millioner kroner
23. december 2013 07:00
Der skulle mange millioner på bordet, for at en villa på Nybrovej i Lyngby nord for København kunne skifte ejer.
Prisen lød på 45,5 millioner kroner og satte rekord som den dyreste villahandel i 2013, viser en årsopgørelse fra Boligsiden.dk.
For de mange millioner fik køberen til gengæld mere end 700 kvadratmeter i grønne omgivelser direkte ned til Bagsværd Sø, hvor vedkommende nu bliver genbo til Marienborg, statsministerens embedsbolig.
Fælles for hele top 10-listen over de dyreste villahandler er, at de alle 10 ligger i Nordsjælland.
– Nordsjælland er Danmarks dyreste område at købe hus i, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, i en pressemeddelelse.
– Det er tæt på hovedstaden, men alligevel er der masser af skov og grønne områder, og ikke mindst er der hele kyststrækningen, der trækker priserne op, tilføjer hun.
Adressen på Nybrovej ligger i Lyngby-Taarbæk Kommune, der har landets næstdyreste kvadratmeterpriser på villaer og rækkehuse. I gennemsnit koster en villa i Lyngby-Taarbæk knap 27.000 kroner per kvadratmeter.
Huset på Nybrovej blev solgt til mere end det dobbelte, nemlig mere end 64.000 kroner per kvadratmeter.
– Man kan se, at de dyreste huse på listen alle ligger nær kysten eller, for det dyreste hus’ vedkommende, ned til en sø.
– I gennemsnit koster villaer, der ligger under 100 meter fra søbredden, 10.000 kroner mere per kvadratmeter end huse, der er blot ligger 100-200 meter fra søen, siger Birgit Daetz.
Villaer under 100 meter fra kysten koster i gennemsnit 24.300 kroner på kvadratmeter, mens en villa under 100 meter fra søbredden kloster 25.800 kroner per kvadratmeter i gennemsnit.
Også når det gælder årets dyreste sommerhuse ligger Nordsjælland i top med seks ud af de 10 dyreste sommerhushandler i år.
Den dyreste sommerbolig, der er blevet solgt i år, ligger i Nordsjælland på Kystvej i Hornbæk til 13,3 millioner kroner.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq