Spritbilist forcerer brandafspærring og får bøderegn


    En helt almindelige afspærring ved en brand i København natten til søndag sender nu en sand bøderegn mod en 21-årig bilist, som ifølge politiet var så påvirket, at han ikke forstod at stoppe ved afspærringen.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Følg localeyes.dk på Twitter – klik her og få nyhederne før de andre

    – Han forstod ikke, at det var politiet, der stod og spærrede, så han fortsatte lidt frem. Men de får ham stoppet, og det viser sig, at han er meget påvirket, siger vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi til Ritzau.

    – Umiddelbart vurderer vi, at det er spiritus, men senere finder vi en mindre mængde narkotika i bilen, så han er både sigtet for narkoen samt spiritus- og/eller narkokørsel, fortæller vagtchefen.

    Men sigtelserne stopper ikke der, for der var yderligere gevinst, da politiet gav sig til at klappe på den 21-åriges lommer.

    – Vi finder også en mindre kniv under visitationen, så han er også sigtet efter våbenloven, siger Mads Firlings.

    Den 21-årige kørte gennem politiets afspærring klokken 06.37 ved en mindre brand på Ny Carlsbergvej på Vesterbro.

    – Det er jo næsten prisværdigt, at han følte anledning til at være selvmelder, og gudskelov er der ingen, som er kommet noget til, siger vagtchefen.

    Den 21-årige skal ikke fremstilles i et grundlovsforhør, så han får lov til at gå hjem, når han har sovet rusen ud og talt med politiet.

    Han kan dog se frem til en række bøder for at køre påvirket samt være i besiddelse af narko og en kniv.

    /ritzau/

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq