Forsøgte at stikke af fra politiet på knallert


    En 27-årig mand fra Sorø endte onsdag eftermiddag i nærkontakt med græsset, efter han havde forsøgt at køre fra politiet på sin knallert.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det var en politipatrulje, som klokken 17.41 kørte på Holbækvej i Sorø, der bemærkede, knallerten ikke havde lys bagpå. Betjentene forsøgte at standse knallertkøreren, men han accelererede, tog – noget overraskende – sin styrthjelm af, kørte op over fortovet og undlod at vise af, mens han fortsatte nordpå ad Solvænget.

    Efter tunnelen under Nordmarksvej mistede han herredømmet over knallerten, som væltede i græsset ligesom føreren.

    Det viste sig, at den 27-årige ikke havde den lovpligtige ansvarsforsikring på knallerten, som i øvrigt blev taget med af politiet, som skal undersøge, om den er lovlig. Den 27-årige blev sigtet for en længere række færdselsforseelser.