Ny lov får Pussy Riot og Greenpeace-folk fri


    Det russiske parlament har onsdag vedtaget en lov, der ifølge advokater betyder, at to fængslede medlemmer af protestgruppen Pussy Riot og 30 Greenpeace-aktivister får amnesti og sættes på fri fod.

    Greenpeace har tidligere onsdag meddelt, at aktivisterne fra skibet Arctic Sunrise vil få amnesti og snart bliver løsladt.

    LÆS OGSÅ: Free Pussy Riot-demonstration
    Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina fra punkbandet Pussy Riot afsoner en dom på to års fængsel for at have deltaget i en aktion mod præsident Putin i den store katedral i Moskva.

    Lovændringen blev enstemmigt vedtaget i Dumaen efter forslag fra præsident Vladimir Putin. Det er 20 år siden den pågældende passus i forfatningen er ændret.

    Advokater med tilknytning til sagen siger, at amnestiloven, som kan træde i kraft senere i denne uge, vil føre til, at Nadesjda Tolokonnikova og Maria Aljokhina løslades.

    Lovændringen skulle også betyde, at 26 udenlandske aktivister fra Greenpeace kan rejse hjem. Hvornår det kommer til ske, er endnu ikke helt afklaret.

    /ritzau/AFP

    Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq