“Man er på vej til at udskifte den danske befolkning”, og de 422 afghanere og irakere på listen “burde sendes hjem for at hjælpe med at bygge deres respektive lande op.”
Sådan lyder det i Dansk Folkepartis såkaldte betænkningsbidrag til et lovforslag, der giver statsborgerskab til en række nydanskere, der har opfyldt de gældende kriterier.
Og når Folketinget senere i denne uge rutinemæssigt vedtager lovforslaget, stemmer Dansk Folkeparti imod, skriver Politiken.
Begrundelsen er, at der ganske enkelt er for mange fra ikke-vestlige, muslimske lande på den cirka 1600 personer lange liste, skriver avisen.
Venstres indfødsretsordfører, Jan E. Jørgensen har hasteindkaldt Indfødsretsudvalget for at præcisere i en såkaldt tillægsbetænkning, at Venstre ikke deler DF’s opfattelse.
– Jeg synes ikke, man skal sondre mellem, om folk skal have statsborgerskab ud fra, om de kommer fra et land, hvor flertallet er muslimske eller ej.
– Det synes jeg ikke harmonerer særlig godt med diverse ligebehandlingsprincipper, som vi jo har haft som en fundamental del af demokratiet lige siden grundloven. Jeg har ikke set noget tilsvarende, siger Jan E. Jørgensen til Politiken.
SF´s integrationsordfører Karina Lorentzen er rystet over meldingen fra DF.
– Jeg synes, det er udtryk for den sorteste udlændingepolitik, når DF vil gøre mennesker fra ikke-vestlige lande til andenrangsborgere og udelukke dem fra at blive statsborgere. Det er ganske enkelt et ækelt menneskesyn, siger hun i en skriftlig kommentar.
Kritikken preller dog af på Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Christian Langballe, der afviser beskyldningerne.
– Det, vi bare siger, er, at vi gerne vil have lukket af for indvandring fra de islamiske, ikke-vestlige lande, og vi synes, der gives for mange statsborgerskaber, siger Langballe til Politiken.
– Hvis vi mener, at både indvandringen og de statsborgerskaber, der gives, har taget overhånd i forhold til folk fra den ikke-vestlige, muslimske verden, så er det det, vi siger, og så må andre argumentere for deres sag, siger han til avisen.
Enkelte gange har DF tidligere stemt imod med henvisning til, at der på listen var kriminelle, der i kraft af FN-konventioner om statsløse kunne slippe uden om de normale kriterier.
/ritzau/
Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq