Politioverfald: En skalle brækker næsen


    En 39-årig mand er anholdt og sigtet for at nikke en politimand en skalle i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.

    Politimanden blev ramt i ansigtet og brækkede næsen.

    Voldsepisoden fandt sted kort før klokken 21 fredag aften, da politiet ville anholde den 39-årige.

    Det var tilsyneladende udsigten til at blive anholdt, der fik manden til at nikke en skalle.

    Manden, der ifølge politiet er uden fast bopæl, vil lørdag blive stillet for en dommer i Retten i Aarhus.

    Han er sigtet for vold mod tjenestemand, og politiet vil have ham varetægtsfængslet.

    /ritzau/