To personer såret i amerikansk skoleskyderi


    To personer er fredag ramt af skud på en skole i den amerikanske stat Colorado, oplyser flere amerikanske medier.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Skyderiet har fundet sted på Arapahoe High School i byen Cantennial, der ligger lidt uden for storbyen Denver. Skolen samt andre skoler i nærheden er efter skyderiet lukket, rapporterer flere medier.

    Ifølge den lokale avis Denver Post siger elever, der er flygtet fra skolen, at én student har skudt mindst to andre elever. Politiet er mødt talstærkt frem til stedet.

    Denver Post skriver endvidere, at der også er udbrudt brand på skolen.

    NBC skriver, at ingen personer er tilbageholdt i sagen, og at “skudsituationen” fortsat er i gang.

    Skolen har over 2200 elever og 70 klasseværelser.

    Skoleskyderiet sker dagen før årsdagen på skolemassakren i Newtown i staten Connecticut 14. december 2012, hvor 20 børn og seks voksne blev dræbt.

    Det satte igen gang i debatten om den amerikanske våbenlov, men præsident Barack Obamas forslag om en stramning af våbenloven blev dog forpurret af Senatet i Washington i april.

    /ritzau/AFP