Kun én person, der var efterlyst i en fogedsag, blev anholdt, da myndighederne onsdag gennemførte en omfattende aktion mod 12 bordeller på Sydsjælland og Lolland-Falster.
Aktionen var et led i indsatsen mod prostitutionens bagmænd og blev foretaget af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med Skat.
Alle kendte bordeller i politikredsen fik besøg, og myndighederne stødte på i alt 25 personer med tilknytning til prostitutionsmiljøet.
Blandt de personer, som myndighederne kontrollerede, var 14 udenlandske kvinder af thailandsk og afrikansk oprindelse.
I en pressemeddelelse glæder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sig over, at man ved kontrollen ikke stødte på personer, der opholdt sig ulovligt i landet eller arbejdede på bordellerne mod deres vilje.
Ved den storstilede aktion foretog Skat kontrol på udvalgte bordeller og sikrede sig oplysninger, der nu skal undersøges nærmere.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt/ritzau/