Regeringen undersøger om møllestøj skader


    Regeringen iværksætter nu en flerårig videnskabelig undersøgelse, der endegyldigt skal slå fast, om støj fra vindmøller skader helbredet.

    Det oplyser miljøminister Ida Auken (SF) og klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) i et brev til alle landets borgmestre.

    – Det er intentionen og vores forventning, at vi med en grundig undersøgelse én gang for alle kan imødegå bekymringerne, skriver de to ministre.

    De forventer, at undersøgelsen sættes i gang inden nytår, og at den kan gennemføres på cirka tre år.

    En detaljeret projektbeskrivelse skal vurderes af Sundhedsstyrelsens Rådgivende Videnskabelige Udvalg for Miljø og Sundhed og herudover af en international støjekspert, oplyser Auken og Lidegaard.

    /ritzau/