FAKTA: Derfor er der uroligheder i Ukraine


    * Ukraines præsident har ført sit eget spil om en handels- og associeringsaftale med EU.

    * Den længe planlagte aftale skulle have været underskrevet ved et topmøde i Vilnius i slutningen af november, men præsident Viktor Janukovitj udsatte en underskrivelse af aftalen.

    * Årsagen til den politiske kovending er blevet heftigt diskuteret – ikke mindst i Kijev, hvor demonstrationerne mod Janukovitj og landets regering har taget til i omfang.

    * De ukrainske ledere sagde, at økonomisk krise og politisk usikkerhed havde fået dem til at udskyde handelspagten, og de har meget klart beskrevet et brutalt økonomisk pres fra Moskva.

    * Nogle mente imidlertid, at det ikke kun var russisk pres, der havde ført til den nye kurs, da der også er stærke grupper i Ukraine, som er tøvende over for politisk modernisering og omfattende reformer.

    * Moskva har bebudet en ny eurasisk økonomisk union næste år mellem foreløbig Rusland, Hviderusland og Kasakhstan – med tilslutning fra Kirgistan og Armenien.

    /ritzau/