Færre betjente skal passe på Danmarks fængselsfanger


    Der bliver færre øjne til at se efter de indsatte rundt om i landets fængsler.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Kriminalforsorgen planlægger at spare 28 millioner kroner i 2014, og det betyder, at der skæres 79 fuldtidsstillinger blandt det uniformerede personale i fængslerne, skriver Fængselsforbundets blad, Fængselsfunktionæren.

    LÆS OGSÅ: Super sikre celler indviet
    I alt skal der spares 63 millioner kroner frem til 2016 på grund af den nye flerårsaftale.

    Allerede 1. november trådte første del af sparerunden i kraft. Nu bliver fangerne låst inde tidligere, og overlappet mellem vagterne er afskaffet. Derudover er der indført kortere vagter.

    Den konkrete måde at nå millionbesparelserne og opfylde kravene om effektivitet og bedre vagtplanlægning i Kriminalforsorgen kommer dog bag på formanden for Folketingets Retsudvalg, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

    – Jeg er meget skeptisk over for voldsomme nedskæringer, som påvirker sikkerheden, siger hun til bladet og uddyber:

    – Jeg har for eksempel meget svært ved at forstå, at man nu vil lave personalefri afdelinger eller benytte alenearbejde, som var et klart mål at nedbringe i den sidste aftale. Det mener jeg ikke, vi har givet grønt lys for.

    I løbet af de seneste år er antallet af fængselsbetjente per fange skåret voldsomt ned. Skulle forholdet være det samme i dag som for 11 år siden, skulle der ansættes 500 fængselsbetjente.

    Derfor er nedskæringerne i bemandingen uheldig ifølge Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

    – Der er et massivt pres på de ansatte lige nu. Antallet af fanger er steget langt mere, end antallet af fængselsbetjente. Så det siger sig selv, at det er uholdbart at skære yderligere ned på betjentene – der er snarere brug for det modsatte, siger han.

    Overfald på fængselsbetjente har samtidig fyldt meget den seneste tid. Men sikkerhedschef i Kriminalforsorgen Michael Gjørup mener, at besparelserne i sidste ende højner sikkerheden i fængslerne.

    – Vi agter ikke at gå på kompromis med sikkerheden. Vi kan bruge det eksisterende frigjorte personale til nye opgaver med fokus på for eksempel at håndtere indsatte med relationer til rocker-bandemiljøet og andre tunge indsatte, siger han.

    /ritzau/