Hvert ottende barn er overvægtigt ved skolestart


    Når landets sundhedsplejersker måler og vejer de nye skolebørn i 0. klasse finder de frem til, at godt hvert ottende barn er overvægtigt.

    LÆS OGSÅ: Redningsfolk kæmper med ekstrem fed mand og specialbygget ambulance
    Hidtil har kommunerne siddet tungt på tallene, men nu er de samlet i Børnedatabasen, der dermed giver et unikt indblik i blandt andet vægten hos danske børn, skriver Jyllands-Posten.

    Blandt de børn, der er født i 2005, var 12,8 procent – svarende til lidt flere end hver ottende – overvægtige ved indskolingsundersøgelsen. Det fremgår af det første udtræk fra Børnedatabasen, som kommuneforeningen KL’s blad, Momentum, har foretaget.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Der indgår data fra 44.478 børn, hvilket svarer til 68 procent af 2005-årgangen.

    Af tallene fremgår det også, at der er stor forskel på antallet af overvægtige fra kommune til kommune. I Ishøj og Lolland er andelen af overvægtige børn over 20 procent. I Lyngby-Taarbæk, Furesø og Allerød er mindre end hver 10. barn overvægtigt.

    Ifølge eksperter, som Jyllands-Posten har talt med, hænger det sammen med at overvægt har social slagside.

    Formand for KL’s social- og sundhedsudvalg Anny Winther (V) erkender, at der er plads til forbedring.

    – KL har selv været med til at tage initiativ til denne nationale database, som gør, at kommunerne kan spejle sig i hinanden. Jeg tror, at det bliver en øjenåbner for nogle, at der skal sættes ind på dette felt, siger hun til Jyllands-Posten.

    Sundhedsminister Astrid Krag (SF) siger til avisen, at hun blandt andet vil have fokus på overvægtige børn, når der næste år skal formuleres 10-års-mål for danskernes sundhed.

    /ritzau/