Ministerium tav om handicappedes ret til statsborgerskab


    Justitsminister Morten Bødskov (S) indrømmer, at myndighederne har fortiet over for flere hundrede udenlandske handicappede, at de kunne søge om dispensation om at blive danskere, selv om de havde fået afslag. Det skriver Nordjyske.

    Like localeyes.dk på Facebook

    I et svar, som har været et helt år undervejs til Folketinget, forklarer ministeren, at mindst 259 ansøgere om statsborgerskab har fået afslag – uden at få vejledning om, at de kunne søge dispensation fra prøvereglerne for at blive dansker.

    Det gælder for eksempel 85 af personerne, der lider af posttraumatisk stress (PTSD) og derfor kan have svært ved at koncentrere sig.

    Ministeriet har nu skrevet til de pågældende om deres rettigheder. Foruden de 259 personer har Justitsministeriet i forbindelse med sagen fundet næsten 300 sager, hvor personer kan have fået afslag på en forkert baggrund.

    De er blevet afvist med henvisning til, at de ikke kunne forsørge sig selv, men har ikke fået at vide, at de kunne fritages fra kravet om selvforsørgelse på grund af deres funktionsnedsættelse.

    Muligheden for dispensation for også PTSD kom i april 2011, da Søren Pind (V) var blevet integrationsminister efter Birthe Rønn Hornbech (V).

    Hun blev afsat, da hundreder af statsløse palæstinensere ikke havde fået deres ret til statsborgerskab.

    Med Pind fik PTSD-ramte også mulighed for at søge om statsborgerskab, selv om de ikke havde bestået en prøve i dansk sprog og selve indfødsretsprøven.

    Danmark kunne risikere at få en sag på halsen for overtrædelse af FN-konvention om handicappedes rettigheder.

    Justitsministeriet overtog denne type sager fra Integrationsministeriet, som blev nedlagt ved regeringsskiftet efter valget i september 2011.

    Spørgsmålet om de handicappede blev stillet af udvalgsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen (EL) i november 2012. Svaret kom mandag, netop som sidste vidne i blev afhørt i kommissionen i sagen om de statsløse, skriver Nordjyske.

    /ritzau/