Græstæppet i Parken har det ikke godt.
Derfor bad det europæiske fodboldforbund (Uefa) mandag FC København om at droppe træningen i Parken forud for tirsdagens Champions League-gruppekamp mod Real Madrid.
I stedet for trænede FCK på KB’s træningsbaner som normalt i dagligdagen.
FCK-træner Ståle Solbakken ser ikke de store problemer i sagen og håber bare på, at græssets beskaffenhed bliver en fordel for københavnerne mod de teknisk stærke spaniere.
– Hvis noget hold har en fordel, er det vel os, for det hold med de fleste færdighedsregistre lider mest under en dårlig bane, siger Solbakken, inden han tilføjer:
– På den anden side er det en tung bane, og det kan være, at det er en ulempe for os, der på det seneste har spillet flere kampe end vores modstander, som kan rotere mere, end vi kan.
Nordmanden antyder dog, at Parkens dårlige bane mest er en fordel.
– Det har ikke betydning for os ikke at kunne træne i Parken. Vi spillede der i lørdags, så det gør ikke så meget.
– Vejret den seneste tid har ikke gjort noget godt for banen, men vi fik en fornemmelse for det i lørdags, så hvis Uefa mener, at banen har godt af lidt hvile, så den bliver bedre til kampen, så er det okay, siger Solbakken.
Real Madrid træner til gengæld i Parken mandag aften som planlagt.
Hvis FCK vinder, snupper københavnerne tredjepladsen i gruppe B og går dermed videre til Europa Leagues 1/16-finale efter nytår.
Uafgjort er nok, hvis Juventus i den anden gruppekamp på udebane vinder over Galatasaray.
/ritzau/