Hver tredje bytter julegaven


    Ikke alle sokker, gryder og skjorter med manchetknapper bliver modtaget med lige stor glæde, og efter juleaften skal hver tredje dansker ud at bytte en eller flere af de gaver, de har fået.

    Det vurderer Dansk Erhverv på baggrund af en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for organisationen.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Sidste år byttede hver tredje dansker en af deres gaver, og der er ikke noget, der tyder på, at der ikke vil blive byttet mindst lige så meget som sidste år, siger Martin Jørgensen, advokat i Dansk Erhverv.

    Organisationens analyser viser, at hver husstand giver julegaver for 2198 kroner. I alt vil julehandlen ifølge organisationen ende på otte milliarder kroner, når man tæller alle penge brugt på gaver, juleænder og juletræer med.

    Når hver tredje dansker byttede en eller flere af deres gaver, svarer det til, at hver dansker i gennemsnit byttede fire procent af deres gaver.

    Derfor vurderer Dansk Erhverv, at der efter juleaften vil blive byttet gaver for 229 millioner kroner.

    Men det er faktisk ikke sikkert, at danskerne kan komme af med de gaver, de ikke vil beholde. Lovgivningen giver nemlig ikke danskerne ret til at bytte gaver.

    – De fleste butikker giver en mulighed for, at forbrugerne kan bytte deres varer, fordi det er almindelig god service. Men der er ikke nogle fast regler om, at en butik skal give returret, siger Martin Jørgensen.

    Det eneste tidspunkt, hvor en butik er forpligtet til at tage en vare tilbage, er, hvis der er en fejl på den. Ellers skal en butik kun bytte en vare, hvis den har lovet det.

    Medmindre en butikskæde har lovet noget andet, kan en vare kun byttes i den butik, hvor den er købt, og butikken kan kræve dokumentation for, at det faktisk er her, gaven er købt.

    Sidste år byttede 34 procent en eller flere af deres julegaver, 61 procent beholdt alle deres gaver, fire procent fik ikke gaver, og en procent kunne ikke huske, om de havde byttet gaver.

    /ritzau/