Nelson Mandela, som døde sent torsdag aften, fik i sine 95 år sat et markant aftryk på verden.
Den tidligere sydafrikanske præsident og frihedsforkæmpers død har fremkaldt reaktioner fra alle hjørner af kloden.
Statschefer, sportsstjerner, dronninger og ærkebiskopper deler deres minder med og om Mandela på de sociale medier og andre steder.
– Hans liv var fyldt med formål og håb. For sig selv, sit land og verden. Han inspirerede andre til at række ud efter det, som forekom uopnåeligt.
– Han fik os til at indse, at vi er vores broders vogter, og at vores brødre kommer i alle farver, siger bokselegenden Muhammed Ali.
Den sydafrikanske ærkebiskop Desmund Tutu, der lige som Mandela bekæmpede apartheidstyret i Sydafrika, hylder sin nære kollega.
– Han var en forener fra det øjeblik, han forlod fængslet. Han lærte os at stå sammen, siger Tutu.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger, at han har svært ved at forestille sig sit eget liv uden Mandelas eksempel.
– Verden har mistet en af de mest indflydelsesrige, modige og grundlæggende gode mennesker, som nogen af os nogensinde vil møde i denne verden.
– Han opnåede mere, end man kunne forvente af noget menneske. I dag er han taget hjem, siger den berørte amerikanske præsident.
Også fra det kolde Rusland lyder der varme ord fra præsident Vladimir Putin om den tidligere sydafrikanske præsident.
– Han er en af de største politikere i moderne tid. Mandela, som måtte stå igennem de sværeste prøvelser, var lige til det sidste engageret i idealer om humanisme og retfærdighed, siger Putin.
Dronning Elizabeth II er “dybt bedrøvet” over at høre om frihedsforkæmperens død.
– Hendes majestæt mindes med stor varme sine møder med Hr. Mandela.
– Han arbejdede utrætteligt for sit lands bedste, og hans arv er det fredelige Sydafrika, som vi kender i dag, siger dronning Elizabeth II i en pressemeddelelse fra Buckingham Palace ifølge BBC.
Den sydafrikanske præsident, som døde i en alder af 95 år, var på sit første officielle besøg i Storbritannien i 1996.
/ritzau/