Seks politikredse: Nu kan borgere igen gå udenfor


    Stormen Bodil fik samtlige politikredse i landet til at råde danskerne til at blive inden døre.

    Men flere politikredse har torsdag aften og natten til fredag løbende ophævet deres varsel.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Det drejer sig om politiet i Nordsjælland, Københavns Vestegn, Syd- og Sønderjylland, Østjylland, Fyn samt Sydøstjyllands Politi. Men politiet advarer stadig om isglatte veje og kraftig blæst.

    – Pas på Jer selv derude. Blæsten har fortsat fat, skrev Nordsjællands Politi på Twitter kort efter midnat.
    LÆS OGSÅ: Bodil rammer Sverige og skifter køn
    Tidligere torsdag aften meddelte Syd- og Sønderjyllands Politi, som de første, at man ophævede forbuddet mod at gå udenfor midt på natten.

    – Vi regner så småt med at kunne ophæve vores råd om, at man ikke kører ud/opholder sig ude omkring klokken 03.00 i nat, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
    LÆS OGSÅ: Badehotel ødelagt i stormen
    Østjyllands Politi frarådede al unødig udkørsel og ophold udendørs indtil midnat.

    – Men vær nu også forsigtig i nat og morgen tidlig, skriver Østjyllands Politi på Twitter.
    LÆS OGSÅ: Ejendom evakueret – hele taget blæste af
    De øvrige politikredse opretholder fortsat deres råd om ikke at færdes ude.

    Stormen gik i land ved den jyske vestkyst omkring middagstid torsdag, og kort efter kom den ene politikreds efter den anden med advarslen til danskere om ikke at gå ud.
    LÆS OGSÅ: Flere træer væltede i Herlev
    Mange politikredse har som Midt- og Vestjylland indkaldt ekstra mandskab til at tage sig af de mange opkald til 112 og 114.

    – Himmel og jord står i et. Vi bliver kimet ned på 112. Tagsten blæser ned, hele tage er ved at blæse af og træer vælter overalt, sagde vagtchef Kjeld Nedergaard til Ritzau.

    Tagsten er blæst af bygninger over alt i landet, og flere bygninger mangler hele tag. Politiet melder også om væltede træer på landeveje, og i byerne er det særligt stilladser, der udsætter danskerne for fare.

    Hos Syd- og Sønderjyllands Politi advarede man om ekstremt glatte veje, da køretøjer ikke kan komme ud og salte vejene.

    /ritzau/