Hyrder hakket til døde i afrikansk kaosland


    12 civile er blevet slået ihjel i en massakre i Den Centralafrikanske Republik (CAR) forud for en FN-afstemning, der skal give grønt lys til, at en international styrke griber ind i den voldelige konflikt.

    Ifølge en militærkilde var det medlemmer af en kristen milits, der angreb muslimske hyrder med macheter.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Blandt ofrene var børn og en gravid kvinde, der fik maven skåret op, siger kilden.

    Mindst 10 andre børn blev indlagt med dybe flænger efter angrebet, der fandt sted nord for hovedstaden Bangui.

    Ifølge en sygeplejerske på et hospital i Bangui er det ikke unormalt, at børn bliver indbragt med machete-skader – men omfanget denne gang er uhørt.

    Både Frankrig og USA har advaret om, at et folkedrab kan være undervejs i CAR, hvis ikke den sekteriske vold, der har præget landet, siden Michel Djotodia efter et oprør i marts blev landets første muslimske præsident, bliver standset.

    I USA er udenrigsministeriet rystet over massakren:

    – USA er forfærdet over dagens meldinger om drab på uskyldige kvinder og børn uden for Bangui, siger talskvinde Marie Harf.

    – Dette er den seneste i en række forfærdelige beretninger, der illustrerer den forværrede humanitære- og sikkerhedssituation i Den Centralafrikanske Republik, der kan lede til en eskalering i volden og flere grusomheder, fortsætter hun.

    USA har for nylig annonceret, at landet støtter styrken, der bliver ledet af den Afrikanske Union og har deltagelse af landets tidligere kolonimagt, Frankrig, med 40 millioner dollar.

    Den fattige og kupplagede stat har kæmpet med vold og politisk ustabilitet, siden landet blev selvstændigt i 1960. Det er trods store forekomster af guld, diamanter og uran et af de mindst udviklede lande i Afrika.

    Landet danner rammen om den Robert-belønnede danske film “Ambassadøren” fra 2011. I filmen følger man journalisten Mads Brügger, der via åbenlys korruption opnår diplomatiske privilegier.

    /ritzau/AFP