Grene og hele træer kan falde ned under stormen torsdag. Derfor kan en tur i skoven blive livsfarlig, advarer Naturstyrelsen.
– Det er livsfarligt at gå mellem store gamle træer, når det blæser så kraftigt. Og det er faktisk endnu farligere lige nu, fordi mange træer formentlig stadig står lidt løst efter stormen, der ramte landet i oktober, siger kontorchef Mads Jensen i en pressemeddelelse.
Gamle eller syge træer og møre grene vil ramle ned over stierne og skovbunden.
Også i dagene efter stormen er skoven farlig, da splintrede og brækkede grene kan rive sig løs fra trækronerne og falde ned.
/ritzau/