Ekspert: PET-maskinen fungerer stadig


    Jakob Scharfs afgang som chef for Politiets Efterretningstjeneste behøver ikke at få danskerne til at ligge vågne om natten. Det vurderer lektor fra Københavns Universitet og tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Flemming Splidsboel.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – En så velsmurt maskine som PET kan sagtens løfte de opgaver, den skal. Jeg er ikke nervøs for, at der er nogle terrorister, der smutter igennem, siger han.

    Tirsdag meddelte Jakob Scharf, at han forlader sin stilling ved årets udgang efter at have stået i spidsen for efterretningstjenesten i syv år.

    Beslutningen kommer efter flere dårlige sager i medierne, der blandt andet har kunnet berette om et forpestet arbejdsklima. Men uroen står ikke i vejen for PET’s arbejde, vurderer lektoren.

    – Måske har de kun kørt på 98 procent, fordi der har været samarbejdsproblemer, men tingene har alligevel kørt. Jeg har ikke indtryk af, at maskinen har været i stykker, siger han.

    Selvom sagerne ikke har skadet efterretningstjenestens evne til at arbejde, har de alligevel stækket PET. De har nemlig svækket befolkningens tiltro til efterretningstjenesten, vurderer Flemming Splidsboel.

    – Der skal ikke være støj om en efterretningstjeneste, hvis opgaver handler om liv og død, siger han og fortsætter:

    – Når man arbejder i efterretningstjenesten, skal der ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved den måde, man agerer på. De sager, der har været, har belastet Jakob Scharf for meget, og på den måde har de også belastet PET.

    Derfor mener lektoren, at PET-chefens opsigelsen kan være med til at genoprette efterretningstjenestens troværdighed.

    Den afgående PET-chef vil i løbet af de næste uger drøfte sit fremtidige arbejde med Justitsministeriet.

    /ritzau/