Dansk dokumentar er med i opløb om Oscar-nominering


    Dokumentarfilmen “The Act of Killing, der er produceret i Danmark, har allerede vundet et hav af priser.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Men nu har filmen også mulighed for at vinde den fornemmeste filmpris af dem alle, en Oscar-statuette.

    “The Act of Killing” er sammen med 14 andre film havnet på den såkaldte shortlist, hvoraf de fem nominerede til Oscar-prisen for den bedste dokumentarfilm i 2013 skal udpeges.

    De 15 film er udvalgt blandt i alt 147 film, så feltet er allerede skrumpet voldsomt ind.

    Filmen, der handler om grusomhederne i forbindelse med et militærkup i Indonesien i 1965, fokuserer på, hvordan kuppets vindere efterfølgende har retfærdiggjort folkedrabet, der ellers blev bredt fordømt.

    Drabene blev begået af kriminelle dødspatruljer og gik primært ud over kommunister og personer med tilknytning til kommunistpartiet, men blev senere tiet ihjel.

    I dag ser de utallige drabsmænd sig selv som helte. I filmen fortæller og viser de, hvordan de begik deres forbrydelser.

    Den blev præmieret med en Robert tidligere i år. Men den har også vundet priser ved filmfestivaler rundt om i verden, blandt andet i Berlin, Barcelona, Geneve og Istanbul.

    Det er den herboende amerikaner Joshua Oppenheimer, der har instrueret filmen, som er filmet i Indonesien, men altså produceret i Danmark.

    De nominerede til Oscar-priserne bliver offentliggjort 16. januar næste år. Selve prisuddelingen finder sted 2. marts.

    /ritzau/