Fakta: Sådan lokkede Roskilde Bank kunder til aktiekøb


    I 2006 og 2007 blev der sendt 28.000 breve ud fra Roskilde Bank til kunder og aktionærer, hvor der blev lovet guld og grønne skove, hvis man investerede i aktier i banken.

    Siden krakkede banken – og aktionærerne mistede deres investeringer.

    Forbrugerombudsmanden mener, at Roskilde Bank via brevene var “særligt aggressivt” i forbindelse med salget af sine egne aktier. Der var ikke givet tilstrækkelig rådgivning til kunderne, og det er i strid med reglerne om god skik for finansielle virksomheder.

    Der er nu indgået forlig i sagen med Finansiel Stabilitet, der overtog Roskilde Bank efter konkursen – og mange Roskilde Bank-aktionærer kan nu se frem til at få erstatning.

    * Forliget omfatter kunder i Roskilde Bank, som har købt aktier i forbindelse med to markedsføringskampagner, der løb fra henholdsvis den 11. august 2006 til den 17. september 2006 og fra den 12. marts 2007 til den 8. april 2007.

    * I brevene fra 2006 skriver banken blandt andet:

    – Invester i en af Danmarks bedste bankaktier

    – Rekordresultat for 12. år i træk

    – Roskilde Bank-aktien har i løbet af de sidste fem år givet et gennemsnitligt afkast inklusiv udbytte på 55,6 procent – hvert år, og oven i købet med en stigende tendens – senest 84 procent!

    – Dine aktier er i høj kurs, og vi forventer at den bliver endnu højere

    – Kursen på en Roskilde Bank-aktie er – takket være de flotte resultater – ganske høj. Men vi forudser at den bliver endnu højere. Derfor anbefaler vi, at du sikrer dig flere aktier nu, så du også kan høste frugten af de resultater, vi forventer.

    – Og vil du sikre dig flere aktier så kontakt “Rådgivernavn” på telefon “Rådgivers telefonnummer”.

    – P. S: Du kan også låne til aktiekøbet til en rente på for tiden X procent. Oplagt til dig, der ikke har pengene lige nu, eller ønsker at bruge af din opsparing.

    * I brevet fra 2007 står der blandt andet:

    – Investeringen i de nye filialer har sammen med en stor vækst på erhvervssiden stærkt medvirket til at Roskilde Bank de seneste 13 år i træk har præsenteret rekordresultater, og i hele samme periode været blandt de fem børsnoterede pengeinstitutter i Danmark som har forrentet sin egenkapital bedst.

    – På vedlagte blanket kan du afkrydse, hvor mange aktier du ønsker at købe.

    I forbindelse med en udvidelse af aktiekapitalen i banken, skriver banken:

    – Som aktionær har du forkøbsret til at købe yderligere aktier i Roskilde Bank. I dag er aktiekursen cirka 650. 10 nuværende aktier giver dig ret til at købe yderligere 1 aktier til kurs 300.

    – På vedlagte blanket kan du se, hvor mange aktier vi anbefaler, vi køber. Det er vigtigt at du svarer hurtigst muligt.

    Også i brevene fra 2007 oplyser Roskilde Bank om, hvordan man kan låne til at købe aktier.

    Kilde: Forbrugerombudsmanden.

    /ritzau/