En mand og en kvinde sigtet for at drive bordel


    En mand og en kvinde, som mistænkes for at stå bag et bordel på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter, er blevet anholdt og sigtet for rufferi.

    Like localeyes.dk på Facebook

    De to formodede bagmænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag, oplyser politikommissær Carsten Ahrends, Københavns Politi.
    LÆS OGSÅ: Politiet ransager bordel i København
    Politiets særlige gruppe mod menneskehandel gennemførte mandag en aktion mod bordellet, hvor den 50-årige mand og den 44-årige kvinde blev anholdt.

    I bordellet traf politiet et antal thailandske statsborgere, hvoraf to blev anholdt, den ene for at arbejde ulovligt, den anden for besiddelse af narkotika.

    Thailænderne vil få tilbudt en samtale med personale fra Center mod Menneskehandel, der vil vurdere, om de kan have været udsat for menneskehandel.

    Da politiet også var på jagt efter narkotika, ransagede betjente yderligere fem adresser i København og på Københavns Vestegn.

    Der blev fundet lidt narko, det meste i bordellet på Frederiksborgvej. Desuden blev der fundet nogle formodede tyvekoster, oplyser politiet.

    /ritzau/