Hulkende blev en 72-årig mand mandag eftermiddag ført ind i Retten i Glostrup, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drab på 37-årig sosu-assistent på bostedet Ringbo i Bagsværd.
Den kvindelige ansatte blev mandag morgen klokken 08.08 overfaldet og stukket to gange med en kniv. En halv times tid senere døde hun af sine kvæstelser.
I retten oplyser den 72-åriges forsvarer, at manden erkender, at have stukket kvinden med en kniv. Han har dog ikke taget stilling til sigtelsen for drab.
Den sigtede forklarer, at han føler sig forfulgt af Politiets Efterretningstjeneste og har gjort det i et par år. Rystende og pustende fortæller han, at han er blevet sindssyg.
Det uprovokerede overfald på sosu-assistenten skete på en terrasse på bostedet. I grundlovsforhøret oplyser anklageren, at den 72-årige ikke kendes som udadreagerende eller som farlig af personalet på Ringbo.
Center Ringbo er et socialpsykiatrisk center, der hører under Københavns Kommune og har plads til 135 beboere.
– Vi er alle sammen dybt berørt over den tragiske og ulykkelige hændelse, der har ramt en af vores medarbejdere, udtaler Jan Jensen, der er kontorchef i Københavns Kommunes Socialforvaltnings afdeling for Udsatte voksne og psykiatri.
– Det var ikke noget, vi på nogen måde kunne have forudset, tilføjer han.
Ifølge kommunen er der ikke noget, der tyder på, at der er begået sikkerhedsmæssige eller arbejdsmæssige fejl i forbindelse med drabet på sosu-assistenten.
Beboere og ansatte på Ringbo er tilbudt krisehjælp efter den voldsomme oplevelse.
I grundlovsforhører besluttede dommeren, at offerets navn ikke må offentliggøres i 48 timer.
/ritzau/