Minister: Selvfølgelig bliver alle Pisa-tal lagt frem


    Når Pisa-undersøgelsen 2012 bliver offentliggjort tirsdag, skal Danmark meget gerne ligge over gennemsnittet i OECD-landene.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Med alle de penge, vi investerer i uddannelse i Danmark, skulle vi gerne ligge højt, siger undervisningsminister Christine Antorini (S).

    Men Pisa-undersøgelsen kan ikke bruges som en forsimplet rangliste til at sige, at Danmark ligger på en syvende plads eller en 15. plads, siger ministeren.

    – OECD anbefaler, at man også grupperer, om vi ligger over middel, middel eller under middel. Så det er det, vi supplerer den danske Pisa-undersøgelse med. Så får man alle tallene og tager OECD’s anbefaling alvorligt, siger hun.

    Arbejdsgiverorganisationen DA og Venstre har advaret om, at Undervisningsministeriet vil skjule Danmarks placering på listen, men det afviser Christine Antorini.

    – Det kunne vi ikke drømme om. Alle tal bliver selvfølgelig lagt frem på tirsdag, når undersøgelsen bliver offentliggjort, siger hun.

    Pisa er en OECD-undersøgelse, der sammenligner skoleelevers resultater i alle OECD-landene. Hensigten med Pisa-undersøgelserne er at teste, hvor gode 15-årige elever er til at bruge deres faglige kunnen.

    Den første Pisa-undersøgelse kom i 2000. Der kommer en ny undersøgelse hvert tredje år, og hver gang bliver eleverne testet inden for læsning, matematik og naturfag.

    – Så selvfølgelig skal vi bruge Pisa og OECD-tallene til at tage pejling på, om vi er dygtige til at give god uddannelse til vores børn og unge, siger ministeren, der er spændt på resultaterne.

    Rundt om i landet har 10.000 danske elever deltaget i Pisa 2012.

    Ifølge Undervisningsministeriet ligger Danmark stabilt i læsning omkring det internationale gennemsnit. I matematik ligger Danmark lige over gennemsnittet i OECD – på trods af et fald i scoren fra 513 point i 2006 til 503 i Pisa 2009.

    I naturfag har de danske elever fastholdt deres resultat fra Pisa 2006, og dermed er Danmarks resultat i naturfag også inden for gennemsnittet i OECD.

    De 34 medlemslande i OECD, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, er gået sammen for at udveksle erfaringer, udvikle politik og løse fælles problemstillinger.

    /ritzau/