Hver fjerde hus mangler røgalarm


    I hver fjerde private danske bolig bliver beboerne ikke vækket af en gennemtrængende og insisterende biptone, hvis der udbryder brand i hjemmet.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    600.000 hjem har nemlig ingen røgalarm, lyder det fra Beredskabsstyrelsen, hvis beregninger viser, at der i gennemsnit dør 77 danskere om året som følge af brand. I langt de fleste tilfælde var hjemmet røgalarm-frit.

    LÆS OGSÅ: Countrysanger vækkede naboer med brændt mad og røgalarm
    – Røgalarmer er rigtig vigtige, fordi de kan redde liv.

    – Vi kan enten nå at slukke en mindre brand selv, eller den kan sørge for, at vi kan nå at komme ud af vores bolig og tilkalde hjælp i tide, inden det er gået galt, siger kampagneansvarlig i Beredskabsstyrelsen, Pil Storm Giersing.

    LÆS OGSÅ: Beboere evakueret under brand
    Nu da både kalenderlyset og første lys i adventskransen kan tændes, har Københavns Brandvæsen været ude at stemme dørklokker med en stor pose røgalarmer og tilbudt at hænge dem op for beboere, der ikke havde en i forvejen.

    Kampagnen bekræftede brandmændenes frygt for, at det reelle tal for de manglende alarmer er endnu højere.

    – Det er kritisk. Et er, at statistikken siger, at hver fjerde hjem ikke har en røgalarm, men en masse steder viste det sig, at hvor der var alarmer, så lå de enten i skuffen eller virkede ikke, siger brandinspektør Marcello Francati.

    – Mit bedste bud er, at kun halvdelen af de danske hjem har en virksom røgalarm. Du kan få en fin røgalarm til 30 kroner. Det er ikke penge, man skal spare. Det er den billigste og bedste brandforsikring, der findes, siger han.

    Danskerne har også bundrekorden i Norden, når det kommer til antallet af røgalarmer. I både Norge og Sverige er røgalarmer lovpligtige, men også i Island og Finland har man installeret flere alarmer i hjemmene.

    Særligt udsatte danskere får ikke installeret den lille alarm.

    – Vi kan konstatere, at rigtig mange ældre mennesker mangler en røgalarm, og egentlig er det rigtig paradoksalt, fordi det også er dem, der omkommer oftest i deres bolig på grund af ildebrand, siger Pil Storm Giersing fra Beredskabsstyrelsen og tilføjer:

    – Samtidig kan vi se, at der også er nogle socialt udsatte grupper, som heller ikke har fået installeret den her simple genstand i deres bolig.

    /ritzau/