Fire personer blev dræbt, da et mindre fly fra Hageland Aviation med 10 ombordværende fredag aften lokal tid styrtede ned vest for byen Saint Mary’s i Alaska. Seks passagerer slap fra ulykken uden livsfarlige kvæstelser, oplyser politiet lørdag.
Alaskas statslige myndigheder har på deres hjemmeside navngivet ofrene, heriblandt piloten, Terry Hansen, og navnene på de overlevende passagerer.
Fred Lamont Jr., en landbetjent og tidligere sundhedsrådgiver, som reagerede på styrtet, har til avisen Anchorage Daily News udtalt, at alle de overlevende har forskellige former for brud og andre skader, men at han regner med, at de alle vil overleve.
– Jeg regner med, at de klarer den alle sammen. Der er et par stykker med indre skader, men de er stabile, citerer avisen ham for.
Cessna 208-flyet var ifølge direktøren for Hageland Aviation, Jim Hicherson, lettet klokken 17.40 lokal tid fra Bethel i det sydvestlige Alaska og sat kursen mod Mountain Village og Saint Mary’s, da det af endnu uforklarlige årsager styrtede ned.
Begge byer, der ligger på den nordlige side af floden Yukon, er svært tilgængelige i den nordlige amerikanske start. Temperaturen i området er på omkring otte minusgrader.
Ulykken skete omkring klokken 19 fredag aften, hvilket vil sige ved fem-tiden lørdag morgen dansk tid. Redningsmandskab i St. Mary’s blev alarmeret af en kvindelig passager i det styrtede fly. Hun ringede efter hjælp på sin mobiltelefon.
En talskvinde for politiet i Alaska, Megan Peters, meddelte få timer efter flystyrtet, at ulykkesstedet var lokaliseret, og at redningsmandskab var på vej.
40 til 50 lokale begav sig til fods eller på snescooter mod det havarerede fly, der blev fundet godt seks kilometer fra flyvepladsen i Saint Mary’s klokken 08.30 lokal tid.
/ritzau/Reuters