Esbjergs comeback-veteran tør ikke tro på genvalg


    Det var ikke rutine, der manglede på Esbjergs midtbane, da holdet torsdag aften besejrede Standard Liege med 2-1 i Europa League.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    En række skader gjorde, at 33-årige Jerry Lucena blev hentet ind fra glemslen som makker til den et år ældre kaptajn Hans Henrik Andreasen.

    Det var Lucenas første Europa-optræden i denne sæson, og i Superligaen har han ikke været i aktion siden sæsonens allerførste spilledag.

    Derfor regner veteranen da heller ikke med, at han er med, når vestjyderne møder AaB på mandag.

    – Nej, jeg tør ikke at tro på, at jeg spiller igen på mandag. Jeg har i et stykke tid erkendt min plads i truppen, og indtil det er modbevist, så er jeg ikke optimistisk.

    – Jeg ved ikke, hvornår jeg får chancen igen, så jeg er bare glad for at spille. Jeg troede ikke, det skulle ske igen, for det havde jeg ikke kunnet se nogen tendenser til, lød det fra midtbanemanden med 318 superligakampe i bagagen.

    Efter kampen kaldte træner Niels Frederiksen eksperimentet med Lucena på den centrale midtbane for en “total nødløsning”, men konstaterede, at nødløsningen gjorde sit job udmærket.

    Lucena selv var også godt tilfreds med de 82 minutter, han fik, inden han udmattet blev skiftet ud.

    – Jeg nød at spille med min gamle makker Hans Henrik Andreasen derinde. Det er lang tid siden, så det var nærmest legendarisk.

    – Jeg brugte lidt af min rutine og forsøgte at få lidt ro på bolden. Vi stod rigtig godt på banen og var svære at spille imod. Det var også det, jeg håbede at bidrage med, siger Jerry Lucena.

    /ritzau/