Morten Ørum sætter kurs mod ny golftriumf


    Morten Ørum Madsen vandt i weekenden sin første turneringssejr på European Tour, og nu kan der være mere succes på vej.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Den 25-årige dansker har torsdag lagt sig midlertidig i spidsen for Alfred Dunhill Championship i Sydafrika efter en åbningsrunde i 65 slag – syv under banens par.

    Selv om alle spillere ikke har færdiggjort deres åbningsrunde, så tegner torsdagens præstation lovende for Ørum Madsen.

    Silkeborgenserens scorekort viste otte birdies og en enkelt bogey på de første 18 huller.

    Forhåndsfavoritten Charl Schwartzel har brugt tre slag mere end Morten Ørum Madsen.

    Danskeren vandt søndag South African Open og kunne sætte 174.350 euro svarende til små 1,3 millioner kroner ind på bankbogen.

    /ritzau/