De Konservative i Allerød peger nu på en ny borgmesterkandidat i håbet om at få løst konflikten om kommunens toppost.
De Konservative blev med seks mandater kommunens største parti ved kommunalvalget, og borgmester Erik Lund troede derfor, at han med opbakning fra Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kunne iføre sig borgmesterkæden i endnu en periode.
Men Venstres John Køhler annoncerede i stedet, at han også ønskede posten. Venstre har fire mandater i byrådet.
Nu forsøger De Konservative sig med gruppeformand Jørgen Johansen som borgmesterkandidat.
– Det er min klare forventning, at Jørgen Johansen kan samle byrådet og sikre, at Allerød Kommune får et byråd, der kan arbejde konstruktivt sammen, siger Lars Bacher, der er formand for De Konservative i Allerød i en pressemeddelelse.
– Konservative er forpligtet over for den aftale, der blev indgået med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, nemlig at det største parti i valgforbundet besætter borgmesterposten, fortsætter han.
Hvis ikke partierne finder en løsning, er der lagt op til en regulær lodtrækning i Allerød, hvor det står 10-10 mellem to blokke ud af byrådets 21 stemmer.
Enhedslisten sidder med den afgørende stemme, men har hverken villet støtte John Køhler eller Erik Lund.
Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgik en alliance inden valget om, at borgmesterposten skulle gå til det største parti.
Men Venstre brød aftalen på valgnatten, da muligheden for selv at få borgmesterposten bød sig i første omgang med støtte fra Dansk Folkeparti.
En gruppe af Allerøds borgere deltog tirsdag i et fakkeltog som protest mod, at politikerne i kommunen fortsat ikke kan blive enige om, hvem der skal være borgmester.
/ritzau/