EL dumper i måling: Får skylden for blå finanslov


    Oven på en storsejr ved kommunalvalget og medvind i meningsmålingerne uddeler vælgerne dumpekarakter til Enhedslisten, efter at regeringen tirsdag landede en finanslovaftale uden sit parlamentariske grundlag.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det fremgår af en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

    I alt mener 60,3 procent af de adspurgte vælgere, at det er Enhedslistens ansvar, at finanslovaftalen i stedet blev indgået med Venstre og De Konservative.

    Danskerne mener samtidig, at partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, har håndteret forhandlingerne dårligst sammenlignet med finansminister Bjarne Corydon (S) og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

    Omvendt scorer Løkke højest af de tre hovedpersoner.

    Samtidig afviser vælgerne partiets kardinalpunkt – et retskrav på to ugentlige bade til landets ældre. Et krav, som til sidst blokerede for en aftale mellem regeringen og Enhedslisten.

    I stedet foretrækker 64,5 procent af de adspurgte i Wilke-målingen, at kommunerne selv afgør præcist, hvordan de ekstra penge til ældreplejen skal bruges.

    Trods den hårde vælgerdom fortryder Johanne Schmidt-Nielsen ikke partiets ageren.

    – Jeg synes, vi har udvist stor kompromisvilje. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at stå fast. Hvis vi sagde ja tak, hver gang Bjarne Corydon truede med at gå til højrefløjen, så kunne vi lige så godt forære ham vores 12 mandater, siger hun til Jyllands-Posten.

    Målingen viser også, at 69,1 procent af rød bloks vælgere helst havde set en aftale med Enhedslisten. Det samme gør sig gældende for SF, siger politisk ordfører Jonas Dahl.

    – Vi ville gerne have haft Enhedslisten med, så der er vi helt i tråd med vores vælgere. Men da Johanne og co. lagde sig op i hængekøjen, var der desværre ikke andre muligheder, siger han til Jyllands-Posten.

    /ritzau/