Mærsk Mc-Kinney Møllers sølvtøj solgt for en million


    Hvert enkelt stykke sølvtøj i Mærk Mc-Kinney Møllers private sølvsamling var omhyggeligt udvalgt af manden selv. Onsdag fik samlingen nye ejermænd, da den var til salg hos auktionshuset Bruun Rasmussen i det indre København.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Sølvsamling gik for et samlet hammerslag på 1,1 millioner kroner, oplyser Bruun Rasmussen Kunstauktioner i en pressemeddelelse.

    Samlingen bestod af i alt 38 numre i auktionskataloget med alt fra tedåser til skeer og sovsekander. Det dyreste stykke sølvtøj i samlingen var en dansk såkaldt régence pibekande af sølv fra 1731, som blev solgt for 150.000 kroner.

    – Det særlige er, at han selv har udvalgt hver enkelt stykke ud fra sin egen sikre og gode smag. For ham skulle det danske sølv helst være glat og eventuelt ligeknækket med god vægt – noget der også passer til smagen i dag.

    Sådan siger auktionsleder Jesper Bruun Rasmussen på auktionshusets hjemmeside om Mærsk Mc-Kinney Møllers samling.

    – Samlingen indeholder til med rokokosølv samt nogle få franske og engelske arbejder. Langt de fleste stykker er købt på auktion hos Bruun Rasmussen inden for de sidste 50 år, andre kommer fra antikvitetshandlen her i byen, lyder det.

    Der var nogen, der var mødt til dagens auktion med den store tegnebog.

    Onsdagens auktion bød også på en stor russisk pragtkovsh, en slags drikkeskål, fra den russiske juveler Fabergé. Den var på forhånd vurderet til 200.000 kroner, men blev solgt for 1,3 millioner kroner.

    Et bordur af Fabergé blev solgt for 720.000 kroner og en bordklokke blev solgt for 145.000 kroner, oplyser Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

    /ritzau/