Dreng er dræbt i ulykke og hans bror alvorligt kvæstet


    En tragisk ulykke på en motocrossbane i Jylland kostede tirsdag eftermiddag en 16-årig dreng livet, mens hans 14-årige lillebror blev livsfarligt kvæstet.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Ulykken er sket udenfor Struer, men politiet vil først på aftenen ikke komme nærmere ind på nøjagtigt, hvor det skete.

    LÆS OGSÅ: Tre børn dræbt i trafikulykke
    – Den ene kører på en to-hjulet crossmaskine, mens den anden kører på en firehjulet såkaldt ATV, fortæller vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

    – De kommer fra hver sin retning op over en bakke og støder frontalt sammen, fortsætter han.

    LÆS OGSÅ: Flere dræbte i voldsom trafikulykke
    ATV står for All Terrain Vehicle og er et firhjulet terrængående køretøj, der ofte bruges på motocrossbaner.

    Den 16-årige blev dræbt ved sammenstødet, mens hans lillebror, der blev alvorligt kvæstet og er i livsfare, blev bragt til sygehuset.

    – Han er ved at blive overført til Aarhus, fortæller Kjeld Nedergaard kort før klokken 19.

    Politiet kender først på aftenen ikke de nærmere detaljer ved ulykken og ved heller, hvilken bror der kørte på ATV’en og hvilken der kørte på den tohjulede crossmaskine.

    /ritzau/