Silvio Berlusconi kæmper i disse dage for sit politiske liv, og mandag krævede den tidligere italienske premierminister en ny gennemgang af sagen om skattesvig.
Den 77-årige mediemogul kræver, at en appeldomstol “ser på nye beviser i sagen”.
Under en pressekonference i Rom, sagde Silvio Berlusconi, at han har skaffet beviser, der “fuldstændigt underminerer fundamentet” for hans skattedom, som i august blev stadfæstet af en ankedomstol.
Det er netop dommen i skattesagen, der har ført til, at senatet, Italiens overhus, onsdag skal stemme om at smide Berlusconi ud af forsamlingen.
Skattesagen kostede ham en dom på fire års fængsel, der dog blev ændret til et års husarrest eller et års samfundstjeneste.
Italienske medier skriver mandag, at alt tyder på, at Berlusconi vil miste sit mandat og sin politiske immunitet, som kan beskytte ham.
Berlusconi oplever i øjeblikket en politisk krise på alle planer – også hans parti er i opløsning.
Tidligere i denne måned blev partiet splittet, da nogle medlemmer var uenige med Berlusconi i, at centrumhøjrepartiet skulle forlade regeringen og udløse en regeringskrise.
/ritzau/