En større gruppe mennesker blev fanget under et nedstyrtet tag, da et supermarked i Letland styrtede sammen torsdag, oplyser bystyret i Riga, den lettiske hovedstad.
Det lokale nyhedsbureau BNS skriver, at to mennesker blev dræbt, og at over en halv snes andre blev kvæstet, da et tag over et supermarked kollapsede i en forstad til Riga.
En talsperson for redningstjenesten i byen, Ilze Buksa, siger, at redningshold har hjulpet 15 personer ud fra den sammenstyrtede bygning, og at to omkomne er fundet.
Rigas viceborgmester, Andris Ameriks, siger til BNS, at ulykken måske skyldtes en eksplosion, men han oplyset ikke yderligere detaljer.
– 50 mennesker er stadig fanget under taget, siger viceborgmesteren ifølge Reuters til lokal-tv.
Op mod 13 redningshold og 17 ambulancer var på stedet torsdag aften.
Det 500 kvadratmeter store supermarked blev bygget i 2011.
/ritzau/AFP