Australsk landsholdsspiller i krig med egne fans


    Australiens landsholdsanfører Lucas Neill forsvarer sig, selv om han havde episoder med egne fans i tirsdagens testkamp mod Costa Rica i Sydney tirsdag aften.

    Australien vandt kampen med 1-0, men tv-kameraer har fanget situationer, hvor Lucas Neill gestikulerer og råber eder og forbandelser ud mod fangrupper under kampen.

    Veteranen har været under pres, siden Australien tabte to kampe i træk med 0-6 mod henholdsvis Brasilien og Frankrig.

    Og Lucas Neills opførsel i tirsdagens kamp har rejst kritik fra fans, kommentatorer og tidligere topspillere som Mark Bosnich og Robbie Slater. Lucas Neill fortryder dog ingenting.

    – Jeg er australier, spiller i Australien for Australien og bliver buhet af – af australiere. Det hører ingen steder hjemme, siger han ifølge AFP til australske radiostationer.

    – Det skete i isolerede situationer, hver gang jeg havde bolden, så jeg vidste, at det var rettet mod mig, men det er ødelæggende for hele holdet, fortsætter han.

    Efter nederlagene til Brasilien og Frankrig havde flere opfordret Lucas Neill til at stoppe på landsholdet, men Australiens nye landstræner Ange Postecoglou støtter ham, og han spillede sin landskamp nummer 96 tirsdag – hans kamp nummer 61 som anfører.

    /ritzau/