En 52-årig mand er torsdag eftermiddag angiveligt død af iltmangel efter at være kravlet ned i en tank med vådfoder.

Den alvorlige arbejdsulykke fandt sted på Kroager i Tørning ved Vojens i Jylland.

Tip redaktionen - vi beskytter vores kilder

Den afdøde er medarbejder på gården.

Manden er på et tidspunkt - måske allerede i om formiddagen - kravlet ned i tanken, som bruges til at blande vådfoder.

- En indretning, som rører rundt i tanken, var slukket, så måske har han tabt noget – eller skullet lave en reparation. Den 52-årige er formentlig død af iltmangel, fortæller vagtchef Søren Strægaard ved Syd- og Sønderyllands Politi til TV SYD.

Liget af den dræbte blev opdaget, da det blev fodringstid for grisene.

Fodertanken virkede ikke, og det satte en alarm i gang, som fik andre medarbejdere hen til tanken, hvor de fandt deres kollega død.

Arbejdstilsynet er underrettet, og de vil undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.