Arkivfoto
En 36-årig kvinde fra Skjern er blevet tiltalt for gennem fem år hver anden uge at have tappet en halv liter blod fra sin søn. Hun nægter sig skyldig.
Tapningen skal være foregået gennem et indopereret venekateter og stod på fra juli 2012 til september 2017. Drengen var knap et år gammel, da mishandlingen begyndte.
Kvinden er tiltalt efter straffelovens særligt grove voldsparagraf – paragraf 246. Det er den, som også er på spil i sager om vold med døden til følge.
Drengen døde ikke. Men han måtte på grund af alvorlig blodmangel gennemgå 110 blodtransfusioner gennem årene, hvor han også har været indlagt på hospitalet gentagne gange.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at man går efter en lang ubetinget fængselsstraf til kvinden.
Sagen er rejst som en nævningesag, hvilket indikerer, at kravet vil være en dom på fængsel i minimum fire år.
– Det er en meget usædvanlig sag, hvor der efter vores vurdering er tale om en meget grov og langvarig mishandling af et barn, siger specialanklager Pia Koudahl i pressemeddelelsen.
Først når sagen skal behandles ved Retten i Herning vil Pia Koudahl komme med sin præcise strafpåstand. Hvornår det bliver, er endnu ikke fastlagt, da sagen er ikke berammet.
Kvinden blev varetægtsfængslet i september sidste år. Men først i december valgte Midt- og Vestjyllands Politi at indvie offentligheden i sagen.
Dengang fortalte politiet, at kvinden under grundlovsforhøret havde erkendt at have tappet blod fra sønnen.
Politiet oplyste også, at kvinden var blevet mentalundersøgt.
Formålet med en mentalundersøgelse er blandt andet at fastslå, om en sigtet har været utilregnelig på grund af sindssyg, mental retardering eller lignende. Hvis det er tilfældet, så kan personen ikke straffes.
Meget tyder dog på, at kvinden er blevet fundet tilregnelig, eftersom anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel.
/ritzau/