50 millioner Facebookbrugere berørt af hackerangreb


Arkivfoto


Ukendte hackere har udnyttet en sikkerhedsbrist på Facebook til at få adgang til 50 millioner brugere. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Facebook oplyser, at personerne bag hackerangrebet har brugt funktionen “view as”, som tillader Facebookbrugere at se, hvordan deres egen profil tager sig ud for andre, til at overtage kontoerne.

De berørte brugere – samt yderligere 40 millioner brugere, som var sårbare over for angrebet – er blevet logget ud af deres kontoer. Det er dog ikke nødvendigt, at man skifter sit password, oplyser Facebook.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Facebook endnu ikke klarlagt, om nogen af de berørte brugeres kontoer er blevet misbrugt, eller om privat data er blevet stjålet.

Hackernes lokation kendes heller ikke, ligesom det ikke vides, om det er specifikke brugere, som personerne er gået efter.

Facebooks direktør, Mark Zuckerberg, beskriver på et konferenceopkald med flere reportere situationen som et “rigtigt seriøst sikkerhedsproblem”.

Facebook kom i offentlighedens søgelys tidligere på året, da det kom fra, at det kontroversielle analysefirma Cambridge Analytica havde høstet data om amerikanske vælgere på Facebook, uden at Zuckerbergs selskab greb ind.

Den seneste sikkerhedsbrist har eksisteret siden juli 2017. Den blev dog først lokaliseret torsdag lokal tid. Facebook oplyser, at det nu har løst problemet.

Selskabet, der har flere end 2,2 milliarder månedlige brugere, har underrettet myndighederne i USA, ligesom at myndighederne i Irland, hvor Facebook har sit europæiske hovedsæde, er blevet underrettet.

Storbritannien vil dog kontakte Facebook for at høre, om britiske statsborgere er blevet ramt af angrebet, skriver Reuters.

Facebook-aktien faldt fredag med 2,6 procent på børsen i New York, USA.

/ritzau/