Arkivfoto
KØGE: Torsdag morgen kl. 06.11 blev politiet via alarm 112 sendt til et færdselsuheld på motorvejen, hvor tre biler var kørt sammen. En 60-årig mand var sur over køen og stak politi og redningsfolk ‘fingeren’ – det skulle han så ikke have gjort.
Uheldet skete da en 50-årig mand fra Vordingborg kørte i sin personbil mod nord og for sent opdagede, at de forankørende var bremset op i den tætte morgentrafik. Han påkørte derfor den forankørende personbil, der blev ført af en 20-årig mand fra Haslev, hvis bil blev skubbet frem i en personbil, som blev ført af en 49-årig mand fra Haslev.
Ingen personer kom til skade ved uheldet, men uheldet spærrede Sydmotorvejens to vognbaner, så bilister kun kunne passere i nødsporet. Først da bugseringskøretøjer kom frem til stedet og fik fjernet de havarerede biler, kunne motorvejen igen åbnes omkring kl. 07.45.
Uheldet havde dannet en syv-otte kilometer lang kø, og mens politiet ventede på oprydningen på stedet kunne betjentene da ligeså godt kigge lidt på de forbipasserende bilister, og påtale en række overtrædelser.
To bilister talte i håndholdt mobiltelefon og to andre bilister havde ikke lige fået spændt sikkerhedsselen, men en 60-årig mand stod dog for dagens mest uforståelige optræden idet han gav politi og redningspersonale en ”skråt op” finger idet han passerede uheldsstedet.
Han blev hevet ind til siden på stedet, og blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 60-årige kan forvente at modtage en bøde på et par tuisinde kroner som følge af sin optræden.