Arkivfoto
En 78-årig mand, der mandag var involveret i en ulykke i Brønderslev, er død af sine kvæstelser tirsdag eftermiddag.
Det oplyser Karsten Højrup, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Den ældre mand kørte på en elcykel i rundkørslen ved Aalborgvej og Bredgade i Brønderslev, da han blev ramt af en bil og blev kastet mod jorden.
Han blev efterfølgende bragt til Aalborg Universitetshospital ledsaget af politieskorte.
Det var en 55-årig kvinde, der sad i bilen. Ligesom cyklisten stammer hun fra Brønderslev.
Nordjyllands Politi beretter, at de pårørende er underrettet.
/ritzau/