Syv er anholdt efter flere dages skyderier i København


Arkivfoto

I en koordineret anholdelsesaktion har Københavns Politi søndag anholdt syv personer.

De er mistænkt for at tage del i et voldeligt overfald i forbindelse med den nye bandekonflikt, som i disse dage udspiller sig i de københavnske gader.

De anholdte stilles mandag formiddag for en dommer i København. Først herefter vil politiet give flere oplysninger i sagen.

Forleden oplyste politiet, at de seneste dages skyderier i København skyldes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger.

Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om personer fra Mjølnerparken, hvoraf nogle af dem har tilknytning til banden Brothas.

Senest blev der skudt på Meinungsgade i hjertet af Nørrebro fredag aften. Her blev tre personer ramt, heriblandt to tilfældige.

Onsdag var det politiet, der var i skudilden. Kort før klokken 20 blev der pludselig skudt mod en gruppe unge fra en forbikørende bil på Ragnhildgade – ligeledes på Nørrebro.

Næsten lige ved siden af stod politiet, som svarede igen ved at beskyde bilen. Ingen blev anholdt, og gerningsmændene slap væk.

/ritzau/