Nægtede at sælge narko: Mand mishandlet af tæskehold


Arkivfoto


GLOSTRUP: En 32-årig mand var natten til onsdag udsat for vold, baggrunden for volden var noget atypisk i det manden havde nægtet at medvirke til narkohandel.

En politipatrulje blev natten til onsdag kl. 00:35 sendt til en anmeldelse via 1-1-2 om vold i Glostrup, oplyser Københavns Vestegns politi i dagens døgnrapport.

Ifølge alarmopkaldet var en 32-årig mand blevet slået i hovedet med en hammer og sparket på brystet af tre ukendte gerningsmænd, der ville have manden til at sælge narko for dem.

Manden blev kørt på skadestuen og er uden for livsfare.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen, som har set noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet.

Henvendelser om sagen døgnet rundt på telefon 43 86 14 48/114.