Politiet har afspærret område ved boligblok i Aarhus


Et større antal politifolk har søndag aften afspærret et grønt område i det nordvestlige Aarhus. Ved 22-tiden ønsker politiet dog ikke at fortælle om baggrunden for indsatsen.

– Der er tale om et mistænkeligt forhold, siger talspersonen for Østjyllands Politi. Mere ønsker hun ikke at oplyse.

Afspærringen gælder et grønt område ved nogle boliger ved Peter Fabers Vej og Vilhelm Bergsøes Vej, som ligger bag Paludan Müllers Vej.

– Beboere i området kan stadig gå til og fra deres boliger, siger talspersonen.

Det var ved 18-tiden, at politiet rykkede ud.

/ritzau/