Specialgruppe kulegraver drabet på Emilie Meng


Foto: Politiet. De sidste billeder af Emilie Meng i live fora overvågningskamera på Korsør Station.


Politiet har samlet en gruppe af specialister for at komme tættere på en opklaring af drabet på 17-årige Emilie Meng i 2016.

Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for DR Nyheder.

– Vi har samlet en gruppe af meget erfarne efterforskere, efterforskningsledere og analytikere, som gennemgår det meget omfattende materiale, vi har, for at se på, om der er noget i vores store arbejde, vi har overset, siger Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

I gruppen er blandt andre drabsefterforskere fra andre politikredse, men også folk fra Rigspolitiet.

LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Jagten på 17-årige Emilie Mengs drabsmand

Til DR Nyheder fortæller Kim Kliver, at op til ti personer skal gennemgå de 3,4 millioner oplysninger, som politiet har liggende i sagen.

DR Nyheder skriver, at specialgruppen startede 28. august.

Emilie Meng blev sidst set en tidlig morgen i juli i 2016, da hun tog afsked med sine veninder på Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

Først et halvt år senere blev liget af teenageren juleaftensdag fundet i en sø nær Borup på Midtsjælland.

/ritzau/