24-årig dømt for at ville køre kvinde ihjel med bil


Arkivfoto


AARHUS: En 24-årig mand blev i dag i Retten i Aarhus idømt anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid for forsøg på manddrab mod en dengang 43-årig kvinde i januar 2018.

Retten fandt det bevist, at den 24-årige tidligt om morgenen den 10. januar bevidst kørte ind i den dengang 43-årige kvinde med sin bil, da hun kom gående på fortovet på Sønderhøj i Viby. Hensigten var at slå kvinden ihjel. Ved påkørslen pådrog hun sig blandt andet brud på lårbensknoglen og andre mindre skader.

Efter påkørslen kørte den 24-årige væk fra stedet, men da bilen var punkteret på grund af kørslen op over fortovet, nåede han ikke langt, inden han blev anholdt af en patrulje.

Den 24-årige havde i forvejen et tilhold mod kvinden, fordi han af flere omgange havde chikaneret hende på forskellig vis. I retten blev han ud over forsøg på manddrab også dømt for at bryde tilholdet. Derudover blev han frakendt sit kørekort ubetinget i tre år.

Anklager Rosa Pape udtrykker tilfredshed med dommen.

– Jeg er tilfreds med, at retten fandt det bevist, at den tiltalte havde til hensigt at dræbe og derfor fulgte min indstilling om at dømme ham for forsøg på manddrab, siger anklageren.

Den 24-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen.