Mand er dræbt af skud i Malmø


Arkivfoto


En mand i 20’erne er blevet skudt i bydelen Fosie i Malmø i Sydsverige og er død.

Det oplyser politiet, der blev alarmeret om skyderiet omkring klokken 19.

En mand blev bragt på hospitalet med ambulance, efter at han blev fundet liggende såret på gerningsstedet.

Senere tirsdag aften har politiet meddelt, at manden er afgået ved døden.

Politiet har ikke anholdt nogle mistænkte, og man ønsker ikke at kommentere skyderiet yderligere.

– Gerningsstedet er afspærret. Vi undersøger området med hundepatruljer og skal afhøre eventuelle vidner. Men jeg kan ikke udtale yderligere om situationen, siger pressetalskvinde ved politiet Anna Göransson.

Politifolk er ifølge oplysninger fra området i gang med at stemme dørklokker for at finde eventuelle vidner.

Skudepisoden i Malmø fandt sted samme aften, som en anden mand i 20’erne blev skudt og såret på et torv i Helsingborg.

Ofret er i meget kritisk tilstand, oplyser politiet.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 20:22.

Ifølge den svenske avis Aftonbladet skal fire mænd have åbnet ild ved en udeservering på Gustav Adolfs torv.

Unavngivne kilder fortæller til avisen, at de søgte dækning under bordene, indtil gerningsmændene forsvandt væk på to knallerter.

Det ønsker politiet dog hverken at be- eller afkræfte.

/ritzau/TT