Arkivfoto
RINGSTED: Mandag aften kl. 18.10 fik politiet en anmeldelse fra en 53-årig mandlig buschauffør, hvis bus var blevet udsat for hærværk kl. ca. 1800 af en ophidset og voldelig mandlig bilist, der var kørt fra stedet efterfølgende.
Politiet kørte til et busstoppested på Nordre Ringvej ved Outlet-centret, hvor politiet traf buschaufføren som dog var uskadt.
Balladen var startet efter en færdselsmæssig uoverensstemmelse i rundkørslen ved Nørregade, hvor en bilist havde dyttet voldsomt ad buschaufføren og skældt ham ud, herefter var buschaufføren fortsat til stoppestedet.
Her kom bilisten farende igen og begyndte at sparke på bussen, hvorefter den mandlige bilist med sin hånd slog så hårdt på bussens frontrude, at ruden gik i stykker. Manden kom ind i bussen og var så truende i sin adfærd over buschaufføren, at buspassagerer flygtede ud af bussen.
Efter sit vredesudbrud kørte manden fra stedet i en personbil, hvis nummerplade et vidne havde noteret sig.
Politiet fik efterfølgende fundet frem til føreren, som var en 21-årig mand fra Munke-Bjergby. Han oplyste at opholde sig på skadestuen i Slagelse, tilsyneladende ramt af karma idet han modtog behandling for kvæstelser i den ene hånd som formentlig var den han knuste busruden med. Politiet fik derfor ikke afhørt ham til sagen på dette tidspunkt.
Den 21-årige kan derfor forvente at blive kontaktet af politiet på et senere tidspunkt til afhøring til sagen, der formentlig også kommer til at omfatte et erstatningskrav.